Du skal dø – og du ved det godt

Men lige i dette øjeblik lever du og fornemmer livet rundt om dig. Du kan høre fuglene kvidre uden for dit vindue, du sanser din vejrtrækning, du ved, at du om fem minutter kan give din elskede et kys og et dejligt varmt knus, du tænker på det arbejde, som ligger og venter på dig, eller du mindes en dejlig aften med gode venner. Det og meget mere er en del af at leve.

Selv om døden venter på os, skal vi leve vores liv det bedste, vi har lært. Irvin Yalom beskriver det at gruble over døden således, at det er som at se på solen – vi kan det kortvarigt - så har vi brug for at kigge bort – og leve vores liv.
Hvis man betragter døden fra den stoiske filosofi, er døden din ven og helt naturlig. For stoikerne er bevidstheden om og accepten af døden afgørende for rejsen mod frihed og et godt liv. Døden er en naturlig konsekvens af at være født, og i dette liv ejer du intet, alt hvad du har til rådighed, er til låns.

Personligt ved jeg godt, at jeg skal dø, men jeg har det som Woody Allen udtrykker det: ”Jeg er ikke bange for døden; Jeg har bare ikke lyst til at være der, når det sker.”

At møde døden i vores dagligdag
Vi møder døden i mange forskellige situationer. Det kan være at læse om den i avisen, miste et kæledyr, passere forbi en kirkegård, opleve en ulykke hvor det næsten går helt galt, deltage i en begravelse eller at blive alvorligt syg. Nogle oplevelser sætter kraftigere aftryk end andre. De fleste gange kan vi nemt mestre disse situationer, og livet går roligt videre, mens andre oplevelser betyder, at vi har brug for hjælp fra andre til at komme videre.

For cirka ti år siden blev jeg selv konfronteret med døden. Jeg havde problemer med lungerne, og de blev røntgenfotograferet. Resultatet var store skygger på begge lunger, og det skulle undersøges nærmere. Jeg husker ikke meget af samtalen med lægen, for under samtalen udspillede sig en kamp inde i mig, hvor jeg pludselig skulle finde ud af at dø. Som storryger (40 - 60 cigaretter om dagen og i dag ex-ryger) var jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det ikke kunne være andet end lungekræft. De yderligere undersøgelser afslørede, at jeg havde fået en meget kraftig betændelsestilstand i begge lunger. De ti dage, hvor de yderligere undersøgelser stod på, var utrolig svære, og jeg reagerede ved at rydde op og ordne praktiske ting i mit liv. Det var en befrielse, da resultatet kom, og jeg fandt ud af, at døden ikke stod på min dørtærskel. Jeg har haft denne oplevelse i terapi, og når jeg nu skriver om det, kan jeg mærke, at det for altid har ændret mit forhold til det at dø. 

At være i terapi med døden
Vi reagerer alle forskelligt på at blive konfronteret med døden, og for nogen bliver det til en stærk dødsangst eller en sorg, som lægger bånd på livets muligheder. Et terapiforløb kan være første vigtige skridt hen imod at frigøre sig fra den angst eller sorg, som forhindrer at livets blomsterbuket viser sit farveorgie. Vi har alle fortjent det gode liv, hvor alle nuancerne bliver synlige.

I et terapiforløb hos mig vil jeg støtte dig gennem din proces for at skabe forandringer i dit indre - en proces hvor du kommer tættere på dig selv og opnår en bedre forståelse af det skete, din reaktion, dig selv og din livssituation.

Jeg kan være sammen med dig om det, der er svært.