Vi ved det jo godt, ikke? At livet en dag slutter. At tiden vi har, er begrænset. Og alligevel glemmer vi det midt i hverdagen, i pligterne, i bekymringerne. Vi udskyder, venter, holder os tilbage. Men hvad nu hvis du sagde ja til livet – sådan for alvor?

Ikke bare et ja til at eksistere. Men et ja til at leve. Til at mærke. Til at være nysgerrig. Til at tage chancer, åbne dit hjerte, sige det du mener, danse, fejle, grine og elske. Til at leve et liv, som du kan stå ved – også når det hele en dag er forbi.

Livet vil gerne leves – vil du?

Jeg møder ofte mennesker i terapien, som har levet med strategier, der engang hjalp dem gennem svære perioder. Mønstre som at være ekstra opmærksom, forsøge at have styr på det hele eller beskytte sig selv mod skuffelser. Det er helt naturligt – for livet kan være overvældende. Og det kræver mod at leve åbent og nærværende.

Mange søger terapi, netop fordi de ønsker at ændre disse mønstre. De længes efter at leve mere frit, mere i kontakt med sig selv og med livet. Og det er en rejse, hvor vi sammen undersøger, hvad der står i vejen – og hvad der måske er klar til at blive sluppet, så noget nyt kan få plads.

At sige ja til livet betyder ikke, at alt altid skal være let. Det betyder ikke, at vi aldrig bliver kede af det, eller at vi aldrig bliver bange. Det betyder blot, at vi tør være med det hele. At vi tør sige: “Jeg vælger at være her. Jeg vælger at leve mit liv, sådan som det er.”

Jeg sagde ja – og det var både svært og sjovt

For nyligt sagde jeg selv ja til noget, jeg har gået og tænkt på stykke tid: Jeg begyndte at synge i kor. Det var grænseoverskridende – jeg var nervøs og havde alle de der tanker: “Kan jeg finde ud af det? Hvad nu hvis jeg falder helt igennem?”

Men jeg gik alligevel. Og ved du hvad? Det var både svært og sjovt. Og det bedste af det hele? Alle var så venlige. Jeg gik derfra med en følelse af, at “det her... det giver mening.”

Og det er netop det, der ofte sker, når vi tør sige ja: Vi opdager nye sider af os selv. Vi får kontakt med noget, vi har savnet. Vi føler os levende.

Hvad hvis du sagde ja?

Forestil dig, at du i dag sagde ja til livet. Hvad ville det betyde? Hvad ville du gøre anderledes?

Måske ville du tage den telefon og ringe til en, du savner. Måske ville du sætte grænser. Måske ville du begynde at male igen. Måske ville du fortælle nogen, at du elsker dem. Måske ville du sætte dig på en bænk og bare være – i stedet for at gøre.

Det er i de små valg, vi skaber vores liv. Det er ikke de store begivenheder, men vores daglige “ja” eller “nej” til det, vi mærker og længes efter.

Døden minder os om livet

Vi vil helst ikke tænke på døden. Men det er døden, der minder os om, hvad der er vigtigt. Den skærer igennem det overfladiske og minder os om, at vi ikke har uendelig tid. Og det er netop derfor, at døden – hvor paradoksalt det end lyder – kan hjælpe os med at leve mere ægte, mere nærværende, mere modigt.

Når vi accepterer, at livet slutter, bliver det mere tydeligt, at vi skal bruge vores tid godt. Ikke perfekt, ikke produktivt hele tiden – men meningsfuldt.

Hvad vil du sige ja til i dag?

Mit spørgsmål til dig er: Hvad længes du efter? Hvad har du holdt tilbage? Hvad ville det betyde for dig at sige ja til livet – med alt hvad det indebærer?

Du behøver ikke ændre hele dit liv i dag. Du skal bare begynde. Ét skridt. Ét valg. Én ærlig samtale. Én ny begyndelse.

For livet kalder på dig. Er du klar til at sige ja?

"Livet begynder, når vi holder op med at vente på det perfekte øjeblik – og i stedet siger ja til det, der er."